Foto: Franseska Mortensen
Uddrag fra Teateravisen 2023.
llden blusser livligt i udendørsforestillingen ’Bålet’ med Danseteatret NordenFra. Musikerne står bag ilden og spiller så lystigt og energisk, som om de hepper på flammerne og får dem til at knitre.
Samtidig bevæger danserne sig rundt i manegen, mens de svinger med et bålfad i lange jernkæder, som de holder mellem sig. De fodrer hele tiden bålskålen med nyt brænde, så flammerne aldrig går ud. I respekt og ærbødighed over for ilden.
Der er således en mytisk stemning over denne forestilling. Musikerne spiller folkemusik med skøn klang af folkeeventyr, der lyder som en keltisk inspiration med et strejf af klezmer.
En klarinet finder sammen med en harmonika og en violin i taktfaste folkemelodier med sørgmuntre omkvæd .
Eller er det dansende forelskede par i folkeviser om livet og døden - eller måske en snublende hest på en bro?
En fin, sansebåret musikforestilling med rolig og stolt dynamik.
Der er ingen egentlig handling i ’Bålet’.
Til gengæld er der en fin musikalsk leg mellem musikere og dansere – og en generel fortælling om menneskets dyrkelse af ildens kræfter og menneskets behov for varmen og energien.
Desuden er det klart en styrke ved forestillingen, at den umiddelbart taler til mange forskellige aldersgrupper. Fra børnehavebørn til pensionister.
Af: Anne Middelboe Christensen
Marie Blædel Larsen,
børnekulturkonsulent, Børnekulturhus Amar' 2024
At opleve en forestilling med Nordenfra er lidt som at træde ind i myte - fuld af ritualer og urkraft. Ceremonielt. Man bliver grebet af stemningen og nærværet hos danserne og musikerne, og det lidt uventede i udtrykket. Der skabes et levende felt, hvor man som publikum tryllebindes over noget på en gang meget velkendt og samtidig helt uforudsigeligt.
Nordenfra har meget på hjertet, når det kommer til fællesskab og livsglæde.
Sagt og skrevet om os
Fra Saltets Vej 1997
Færgen lagde til i Hals med NordenFra om bord
Udskibning:
Musikken stemte
Dansen blev trådt
Optog gennem byen
Forestilling
Farvel
Hvad var det der var kommet til Hals? Et koglomerat: Dans, musik, sang, historie, optræden, kostumer, Hvor er vi henne? Hvilken tid? Er det renaissance eller er det vores tids scenekunst? Er det syden der har forladt det europæiske fastland, her hvor man gennem århundreder har sat over til Vendsyssel? Er det figurer der er trådt ud af et Pink Floyd cover-concept?
Er det Roxy Music &Tara?. Er det gammeldags folkemusik eller er det Jethro Tull og et døgnet rundt NightCap?
Det er NordenFra og Saltets Vej
Det er meget intenst og meget hurtigt og meget inderligt.
Bagefter følte vi alle, at vi havde oplevet noget meget vigtigt.
Henrik Gjøde
Museumsinspektør Hals, december 1997
Anmelselse fra Børneteateravisen 2004
Danseteater i medvind
af Lone Nyhuus
Med musik og dans fra alle verdens hjørner fortæller Danseteatret NordenFra en enkel og smittende historie om at tæmme verdens vinde
"Det kalder jeg dans!" Den lille gut, der sidder ved siden af mig, siger ordene ud i luften, ud i den ufatteligt kolde april luft, der fylder skolens store udendørs amfiteater. Ordenen er ikke henvendt til nogen specielt, det siges bare, mens hovedet nikker i takt til musikkens rytmer - i øjeblikket er det vist fra Balkanområdet - og benene dingler lidt med.
Jeg er enig med ham. Det er dans eller rettere: Det er musik og dans i en energisk og levende sammensmeltning. Og netop denne morgen, og netop blandt disse børn fungerer det og smitter det. Fra det øjeblik, hvor de fem musikere, med baggrund i folke- og spillemandsmusik sætter gang i klarinetten, harmonikaen, violinen og trommerne flokkes børnene om ensemblet. Og det er ikke svært for de fire performere/dansere i de farvestrålende kostumer at hive alle skolens børn med rundt på skolens område; ned i amfiteatret, hvor der allerede sidder en flok lidt yngre børn fra de nærliggende børnehaver.
Så begynder spillet om de fire vinde, og hvordan en eller anden vestjyde - repræsenteret af Ann-Mai-Britt Fjord - engang forsøgte at tæmme den kolde nordenvind, den iltre østenvind, den milde søndenvind og den barske vestenvind. Med bevægelser hentet fra forskellige folks danse, danses de af hver deres danser. En afrikansk hofte, et par indiske fødder og et par danske træskotrin udfylder på bedste vis musikken, der som dansen, synes at komme fra alle verdensdele. En skinger balkanklarinet, en tung afrikansk tromme og en svingende violin fra nordlige himmelstrøg fortæller den enkle historie om vestjydens forgæves forsøg på at tæmme vindene fra alle verdenshjørner.
Vind på fri fod
Mens vindene fanges ind og atter river sig løs, klappes der, piftes der og hujes der fra alle sider og fra alle aldersgrupper i amfiteatret. Ikke alle kan dog nøjes med at klappe: En lille treårig pige må rejse sig op og danse med; og det er der rigeligt plads til, så flere følger med.
Efter 30 minutters energisk fremstilling er fortællingen færdig. Men børnene vil ikke lade musikerne og danserne slippe og insisterer på et ekstranummer. Det får de, og derefter fejer musikerne ud af amfiteatret og tilbage til skolens egentlige område. I den kolde april-morgen følger børnene efter: løber, hujer og klapper. "Jeg ved godt, hvorfor det er så koldt", kommer det fra en anden lille purk, mens han koncentreret og glad følger musikken med fødder og hænder. "Det er fordi den kolde nordenvind stadig er på fri fod!"
Foto: Birgit Balslev
I gruppens optræden indgår dans, musik, sang og scenografi i en fast sammentømret helhed, men når forestillingen er forbi, bryder gruppen den usynlige mur ned til publikum og udviser en enestående lydhørhed overfor øjeblikkets og fællesskabets muligheder. Her viser NordenFras helt unike force sig i fuldt flor, for det opleves som om de skaber øjeblikke af stor skønhed. De har en evne til at få andre til at lege med og give det bedste de har i sig, og det viser sig, at når man øser af traditionens dybe brønd, så mindskes forskellene. Så kan unge og gamle mødes, bretonere og baltere, kurdere og kosakker, ja selv tyrkere og grækere eller jøder og palæstinensere kan mødes menneske til menneske. Og det er vel i grunden en vigtig evne i en tid, der er præget af fremmedhad, etniske udrensninger og magtens militære “løsninger”.
Citat: Søren Plum – tidligere pressemedarbejder (H I F)
FOTO: FRANSESKA MORTENSEN